Første spadestik

Den 09.12.22 blev dagen, hvor Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro aflagde Friskolen Skallerup visit. Han var blevet inviteret til at tage det første spadestik til vor ny bygning, hjertet af projekt Det Udendørs Læringsrum. Det bliver en selvstændig bygning bygget i forlængelse af skolebygningen på vej op mod hallen. Bygningen bliver på 180 kvm. bygget af træ og beklædt med træ og tagpap. Konceptet er utroligt bæredygtigt og miljørigtigt. 20 % af bygningen skal beklædes med pil fra PileByg. Det Udendørs Læringsrum i sin helhed med forbedringer af hele udearealet huset rundt er tegnet af BJERG Arkitektur A/S. Det har været en utrolig god og konstruktiv proces, hvor det af bestyrelsen nedsatte udvalg hele processen igennem er blevet professionelt og ordentligt vejledt af utroligt kompetente og gennemgående medarbejdere.

Det har været en meget lang og til tider hård proces at nå her til, og derfor er det også en utroligt stor dag og en lettelse af samme format at være nået så langt. I slutfasen er der sket dét, at en stor skare af særligt lokale håndværkere har haft muligheden for at give et tilbud både som fagentrepriser og totalentrepriser. Nogle håndværkere har forståeligt nok måttet takke nej grundet mange opgaver pt., mens andre var med i budrunden. Det endte med totaletreprisen hos Ilbro Tømrer- og Maskinsnedkeri, og vi har store forventninger til det samarbejde, der ligger forude. Det lover godt!

Nu starter vi med byggeriet, som forventes færdigt i sommerferien. Mens byggeriet tager form, venter vi med spænding på at få svar fra de fondsansøgninger, vi har afsendt til de relevante fonde til resten af Det Udendørs Læringsrum – det være sig madpakkehus, bålplads og sansehave foran SFO på bagsiden af huset, amfiscene ved Musikhuset samt diverse redskaber til leg og klatring. Hvor meget vi får hjem, ved vi endnu ikke, men ind til videre har vi fra Friluftsrådet fået et anseligt beløb til en sansesti fra skolegården og over til Musikhuset. Det glæder vi os over.

Vi vil følge byggeriet nøje sammen med vore elever samt på Facebook og her på hjemmesiden. Tøv ikke med at komme ind og stille spørgsmål, hvis der er noget, I undrer jer over. Vi er her for det samme.

 

Tilbage til oversigten