Informationer

Praktisk information

Hvis jeres barn har allergi og har brug for specifikke fødevarer som f.eks. laktosefri mælk skal I selv medbringe dette.

Alle børn får deres egen mappe. Her sætter personalet sammen med børnene billeder i fra dagligdagen, fødselsdage, temaarbejde mm. Mappen har base i SøLøVen, men må gerne lånes med hjem, så der kan indsættes billeder og tegninger fra hjemmet, ferie mm.

Vi brobygger meget på tværs af alle aldre i Friskolen Skallerup.
Skolebørnene kommer en gang om ugen og læser højt for børnehavebørnene.
Hver torsdag kl. 8.30 er der fælles morgensang på skolen.
I løbet af året vil SøLøVen og friskolen have fælles temaer. På den måde kan børn fra skolen og børnehaven få skabt et fællesskab på tværs af alder.
Vi indbydes til hinandens arrangementer.

Børnehavebørn, der bruger ble, skal selv medbringe dem.

Vi sætter billeder på vores Facebook-side. Her dokumenterer vi børnenes hverdag igennem ord og billeder. Du finder os på https://www.facebook.com/SoeLoeVen/

Vi tillægger den daglige kontakt med forældrene stor værdi. Husk altid at sige goddag og farvel til personalet og at vende den lille brik på oversigtstavlen, så vi ved, at barnet er kommet eller taget hjem.
Det er vigtigt at give personalet besked, hvis barnet hentes af en person, der normalt ikke henter barnet.
Hvis I har lyst til at besøge os og følge en dagligdag i SøLøVen, er I altid velkomne. Husk blot at give besked, så det ikke falder sammen med andre aktiviteter.
Efter tre til seks måneder tilbydes en samtale med primærpædagogen. Derefter er der fastsat en samtale i året før skolestart. Herimellem tilbydes der samtaler efter behov, og I er som forældre altid velkomne til at få en snak/samtale med os.

Vi vil gerne fejre barnets fødselsdag i SøLøVen. Vi aftaler på forhånd, hvilken dag det skal være, da nogle børn holder fri på selve dagen.
Vi ønsker at sætte barnet i fokus på fødselsdagen, så vi sætter flag ved barnets garderobeplads, og flagsoldaten sættes op i indgangspartiet. Vi hejser det store flag med barnet. Til middagsmad samles vi i barnets spisegruppe med flag, lys og sang, og barnet sidder i kongestol

I SøLøVens indgangsparti findes der to tavler; Den ene bruges til generel information fra SøLøVen, mens den anden er forældrenes egen tavle, hvor der f.eks. kan informeres om arrangementer.
I garderoben er der én tavle ved børnehaven, som I skal holde godt øje med. Her skriver vi vigtige beskeder og informationer til jer.

Intra er SøLøVens informationsside, som I finder på https://sites.google.com/a/friskolenskallerup.dk/boernehave-vuggestue/.
Her findes vigtige informationer fra vores institution, nyhedsbreve mm.

Vi har åbent det meste af året, men for at personalet kan afholde ferie, har vi lukket enkelte dage/uger.
Sommerferien: uge 29 + 30
Jul: 24/12 – 1/1 (begge dage inklusiv)
Dagen efter Kristi Himmelfart
Grundlovsdag d. 5. juni.
Når der er yderligere skolefri dage/uger, skal I afkrydse på ophængt skema, om I har brug for pasning.

Vi giver gerne barnet medicin eller cremer, hvis det er lægeordineret i forbindelse med f.eks. kronisk sygdom som astma, eksem el.lign. Alt medicin, der medbringes i SøLøVen, skal have navn og doseringsanvisning på pakken.

De børnehavebørn, der har behov for en lur midt på dagen, hviler på madrasser i stillerummet. Der medbringes selv dyne/pude eller sovepose. SøLøVen vasker ikke sengetøjet. Det kan tages med hjem i weekender og ferier.

Vi har rigtig meget legetøj i SøLøVen. Derfor henstiller vi til, at børnene ikke medbringer legetøj hjemmefra. Børnehaven afholder ”legetøjsdage” den sidste fredag i hver måned, hvor alle børn må medbringe ét stykke legetøj til indendørs eller udendørs brug.

Alt barnets tøj, sko, støvler og andet skal være mærket tydeligt med navn.
Vi bruger meget tid på at lære børnene at rydde op i garderoben, hvilket kun kan lade sig gøre, hvis tøjet er mærket.

Ved aflevering og afhentning er der mulighed for at parkere på SøLøVens parkeringsplads, alternativt på skolens parkeringsplads, hvis der ikke er plads.

Hvert barn har en primærpædagog tilknyttet. Det er den pædagog, der har ansvaret for at skrive og holde samtaler omkring barnets udvikling.

Den sidste tirsdag i hver måned holder SøLøVen smør-selv-dag. Der hænges en liste op med de madvarer, institutionen skal bruge. Forældrene vælger sammen med deres børn, hvilke madvarer de vil købe til smør-selv-dagen.
Formålet med smør-selv-dag er blandt andet, at børnene kan:
• Opleve fælles madglæde
• Blive selvhjulpne
• Lære at vælge pålæg og variere deres valg
Aktiviteten bidrager også med motorisk og social træning og er med til at lære at sammensætte et sundt måltid.
Det er månedens fødselsdagsbørn, der hjælper med at stille maden an.
På maddagen giver SøLøVen formiddags- og eftermiddagsmad, så børnene behøver ikke at have madpakke med denne dag.

På solskinsdage om foråret og sommeren skal børnene være smurt med solcreme hjemmefra om morgenen. Over middag smører vi dem med børnehavens solcreme. Vi har valgt solprodukter, der er svanemærket og certificeret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark.
Vi giver besked, når det er tid til at begynde at smøre. Har I glemt det en dag, så giv personalet besked.

Vi modtager kun raske børn i SøLøVen. Vi kan ikke påtage os at passe ”småsyge” børn. Det er vigtigt, at børnene er i stand til at følge dagligdagen med udeliv, ture og lignende. Når barnet er raskt, dvs. feberfrit og almentilstanden er upåvirket, kan vi modtage barnet igen.
I bedes ringe, hvis jeres barn er syg.

I SøLøVen har vi mange tilbagevendende traditioner, som både børn og voksne holder af at opleve igen og igen:
• Ældstegruppen har motionsdag sammen med skolen (fredag i uge 41)
• Spis-sammen-aftener for de forskellige aldersgrupper (arrangeret af forældrerådet)
• Jul
• Vi tager på nissejagt efter NisseKogle, NisseGurli og NisseSigurd, som efterfølgende besøger børnene
• Vi har bedsteforældre-klippedag
• Vi får risengrød og måske julemanden kommer på besøg
• Vi tager sammen med skolebørnene i kirke sidste skoledag før juleferien
• Fastelavn – vi holder fastelavnsfest, hvor vi slår katten af tønden. Børnene må gerne være udklædte
• Påske
• Vi holder påskefrokost med bedsteforældre
• Sommerfest (arrangeres af forældrerådet)

Vi er meget ude – næsten i alt slags vejr. Derfor er det vigtigt, at børnene har tøj med, der passer til årstiden og skiftetøj i deres kasser. Husk navn i alt.

Hvis der sker ændringer i barnets liv eller i familiens forhold, vil vi gerne orienteres. Ligeledes vil vi gerne orienteres om adresse- og telefonændringer, så vi altid har mulighed for at komme i kontakt med jer.

I SøLøVen udfordres alle børn, så de bliver så dygtige som muligt. Vi understøtter, at børnene får styrket deres læringsforudsætninger og potentiale. De skal trives og udvikle sig til livsduelige mennesker, der vil opleve, at den viden og de kompetencer, de har opnået i SøLøVen, er brugbare og væsentlige for deres videre dannelse og uddannelse.

Vi ser det enkelte barn som ligeværdigt, unikt og i besiddelse af en række færdigheder og udviklingspotentialer. Barnet udvikler sig og lærer gennem relationer til andre børn og de voksne i et forpligtende fællesskab. De voksne og personalet omkring barnet møder barnet, hvor det er og med det udgangspunkt, at det enkelte barn er enestående.
Vi arbejder ud fra en bevidsthed om, at børn er nysgerrige, fantasifulde og skabende, udforsker verden med åbent sind og har et medfødt instinkt for at lære.

Bestyrelsen

Bestyrelsen skal på demokratisk vis drøfte skolens anliggender med skolekredsen og forældrekredsen på generalforsamlingen.

Bestyrelsen består af syv medlemmer, hvoraf mindst fem skal være forældre til børn på skolen.

 

Bestyrelsesmedlemmer

Rikke Dietz, formand
Brinck Seidelins Gade 18
9800 Hjørring

Henrik Thorkild Pedersen, næstformand
Kærsgårdsvej 8, Vidstrup
9800 Hjørring

Katrine Niebuhr Poulsen, kasserer
Masten 3, Lønstrup
9800 Hjørring

Janne Hartmann Haslund
Vigsøbugtvej 5, Lønstrup
9800 Hjørring

Pia Rosenlund Rasmussen
Grønne Klitvej 123
9800 Hjørring

Martin Johannes Skov
Hyacintvej 17
9800 Hjørring

Sonja Snel
Fruemøllevej 35, Vennebjerg
9800 Hjørring

Kevin Juhl-Thomsen (Suppleant)
Skallerupvej 520, Sønderlev
9800 Hjørring

Anette Bæk (Suppleant)
Høhnersvej 3
9800 Hjørring

Læs mere om bestyrelsen i vores vedtægter

 

Bygningsudvalg:

Bodil Møller Jensen

Karen Mette Ydesen

Ronnie Ejvind Christensen

Henrik Thorkild Pedersen

Katrine Niebuhr Poulsen

Pia Rosenlund Rasmussen

 

Økonomiudvalg:

Rikke Dietz

Henrik Thorkild Pedersen

Katrine Niebuhr Poulsen

Karen Mette Ydesen

Bodil Møller Jensen

 

PR-udvalg:

Janne Hartmann Haslund

Anette Bæk

Louise Bak

Lasse Flæng

Rikke Nielsen

 

Sponsorudvalg:

Inger Skamriis

Sonja Snel

Skolekreds

Skolekredsen er baggrund for skolens virke. Skolekredsen består af forældrene samt andre, der af bestyrelsen godkendes som medlemmer. Bestyrelsen fastsætter kontingent for medlemskab af skolekredsen. Bestyrelsens afgørelse om medlemskab kan indankes for generalforsamlingen såvel af den, bestyrelsen har afslået at optage, som af et eventuelt mindretal i bestyrelsen.

 

Medlemskab af skolekredsen giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme. Ingen kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

Friskolen Skallerups bagland udgør et stort antal mennesker, som er enige om og har en interesse i, at netop denne skole skal eksistere. Fælles for disse mennesker er blandt andet, at de tilsammen udgør Friskolen Skallerups skolekreds.

 

Formelt set er der bag alle private skoler i Danmark en gruppe af mennesker, som grundet deres medlemskab af skolernes skolekreds danner skolens bagland. Alle privatskoler skal ifølge loven om frie skoler have en skolekreds, som står bag skolen. Formålet med skolekredsen er blandt andet at sikre, at skolen er folkeligt forankret, og at selve skolens eksistens er begrundet i en gruppe borgeres ønske om at drive skolevirksomhed med et særligt værdigrundlag. Skolekredsen er altså den gruppe af borgere, som står bag ønsket om at drive lige præcis denne skole.

 

At være med i fællesskabet omkring Friskolen Skallerup betyder, at man via sit medlemskab af skolekredsen er med til at gøre en forskel for en masse børn og unge og er med til at skabe muligheden for et lokalt og unikt grundskoleforløb. Som medlem af skolekredsen vil du hvert år blive inviteret til friskolens generalforsamling, som er skolens øverste myndighed. Generalforsamlingen kan beslutte ændringer i vedtægterne for skolen. Generalforsamlingen vælger medlemmer til friskolens bestyrelse.

 

Vi har ansat kompetente fagpersoner til at drive skolen. Man er således ikke forpligtet på skolens daglige drift som medlem af skolekredsen.

 

Forældrekredsen består af forældre til børn, som går på friskolen og er den ene af i alt to kredse, som er stemmeberettiget på friskolens generalforsamling. Som forælder til et barn på Friskolen Skallerup er man automatisk medlem.

 

Hvis du vil være med til at stå bag vores skole, vil vi opfordre dig til at tage del i en betydende skoletradition og til at tegne et medlemskab af Friskolen Skallerups skolekreds. Et medlemskab koster 100 kr. årligt.

Tilsyn

På generalforsamlingen d. 4/4-19 har forældre og bestyrelse valgt Mogens Gjerløv som tilsynsførende.

Valget er sket i henhold til Undervisningsministeriets Bekendtgørelse om valg og certificering af tilsynsførende ved frie grundskoler.

En tilsynsførende arbejder i henhold til Friskolelovens kapitel 3 § 9.

Der udarbejdes en tilsynsrapport, som vil blive offentliggjort på skolens hjemmeside.

Tilsynsrapporten fremlægges inden offentliggørelse på den ordinære generalforsamling i foråret.

 

Børnemiljøvurdering

Siden 2006 har det været vedtaget ved lov, at alle dagtilbud skal udarbejde en skriftlig børnemiljøvurdering (BMV).
Børnemiljø handler om, hvordan børn trives med hinanden, de voksne og de aktuelle rammer inde og ude. De fysiske, psykiske og æstetiske forhold i et dagtilbud udgør børnemiljøet.
Vi skal, ved at arbejde med børnemiljø, sikre et miljø, som fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring.

Vurderingsperspektiv
Vi har i SøLøVen p.t. valgt at lave børnemiljøvurderingen ud fra de voksnes iagttagelser af børn i hverdagen/de pædagogiske observationer af børnemiljøet.
Fremadrettet er det planen, at børnenes udsagn/børneinterviews skal supplere vores BMV for at lave den mest mulig i børneperspektiv.

Det fysiske børnemiljø
SøLøVen er under samme tag som resten af Friskolen Skallerup, men med egen indgang. SøLøVen består af en vuggestueafdeling og en børnehaveafdeling, som er adskilt af en fælles garderobe. I garderoben er det enkelte barns plads markeret med en søløve med barnets navn.
Vuggestuen består af et stort opholds- og legerum med tekøkken. Legerummet er funktionsopdelt i mindre områder ved hjælp af reoler og tæpper. Vi har et motorikrum, hvor børnene kan udfolde sig motorisk på hoppemadrassen eller vores nyindkøbte Bobbles, og så kan de hygge sig/lave musik i samlingsøen. På badeværelset har vi udover puslebordet også et lille toilet og håndvask i børnehøjde.
Vuggestuen har sin egen lille trygge afgrænsede legeplads med sandkasse, legehus og gynge med faldfliser.
Børnehaven er funktionsopdelt med mange små, afgrænsede legeområder, hvor børnene ikke er i tvivl om, hvad man leger i det pågældende område.
I børnehavens køkken er der en forhøjning, så børnene kan deltage i madlavning og eksempelvis selv nå vandhanen. Der er køleskabe til børnenes madpakker og eftermiddagsmad. Der er også en sofa, der anvendes som læsehjørne m.m. Vi har en glasmontre, hvor vi illustrerer årstidens liv. Fra køkkenet kan man gå ind i sove- og stillerummet, hvor der hver dag er børn, der sover til middag. Fra køkkenet kan man ligeledes gå ind i konstruktionsrummet, hvor fantasien har frit spil, når der bygges med lazy, legoklodser m.m. Herinde findes også ridderborg og et særskilt rum med store byggeklodser.
En tredje dør fra køkkenet fører ind i legerummet, hvor vi har et legekøkken med dukker og store mængder legemad. Vi har også plastikdyr, biler, traktorer, dukkehus, puslespil m.m. i legerummet. Herfra kan man gå ind i et puderum, hvor der er mulighed for at udfolde sig motorisk på en stor madras og bløde skumpuder, spille musik eller hygge og slappe af.
Der er indrettet to badeværelser i børnehaven – det ene med hæve/sænke puslebord, toilet og vask i børnehøjde, det andet med fire toiletter (to i børnehøjde og to almindelige) og en håndvask i børnehøjde.
Børnene har i formiddagstimerne også mulighed for at lave aktiviteter og lege i de tilstødende SFO-lokaler. Her ligger vores fælles værksted, hvor der er materialer til kreative aktiviteter.
Udenfor har vi i børnehaven en stor naturlegeplads med træer og buske, et legehus, et bålsted, en halmhytte lavet af pil samt et drivhus. Vi har etableret en rutsjebane på en stor jordbakke, der ligeledes bruges til kælkebakke om vinteren. Vi har fire sandkasser, to enkeltgynger og en fugleredegynge (med faldunderlag). Vi har en nyasfalteret cykelbane, hvor børnene kan cykle og køre på andre køretøjer.
Der er altid både i vuggestuen og i børnehaven en voksen på legepladsen, når børnene er ude.
Husets mange rum, indretning og de mange kvadratmeter både inde og ude giver god mulighed for privathed – at lege selv eller i mindre eller større grupper. Er én eller nogle få stykker i gang med en leg, skal alle respektere dette og ikke bryde ind uden at have spurgt om lov.

Det psykiske børnemiljø
Vi arbejder ud fra et anerkendende menneskesyn, hvor vi som udgangspunkt altid stoler på det, børnene fortæller os, og hjælper dem videre derfra. Vi vægter den positive indfaldsvinkel og arbejder med udfordringer frem for problemer.
Vi skaber rammerne for en tryg hverdag for børnene præget af genkendelighed. Vi lægger vægt på et inkluderende miljø, hvor der arbejdes med relationer bl.a. igennem materialet ”Fri for Mobberi”. Vi er altid opmærksomme på, om barnet er i trivsel.
I vores hus er der en god kultur og mange traditioner. Vi har et miljø med glade børn og voksne, der giver mange smil og krammere. Børnene er langt overvejende glade for at komme i vuggestue og børnehave hver dag og ikke sjældent ked af at skulle hjem herfra. Forældre og bedsteforældre giver udtryk for, at man kan fornemme en god stemning i huset.
Vi laver aktiviteter i aldersopdelte grupper, men også på tværs af alder i store og små grupper alt efter barnets udviklingsniveau, så aktiviteterne fører til læring og små sejre i hverdagen. Vi vægter den frie leg og giver plads til denne.
De fysiske rammer på Friskolen Skallerup indbyder til et tæt og godt samarbejde mellem vuggestue, børnehave, SFO, klub og skole, idet vi alle er under samme tag. Vi brobygger meget såvel spontant som mere planlagt. Der skabes rum til, at børnene har relationer på tværs af alder.
Vi brobygger med fælles aktiviteter for de ældste vuggestuebørn og yngste børnehavebørn, så overgangen til børnehaven føles tryg.
Én gang ugentlig er alle skolebørn budt til leg i børnehaven til stor glæde for alle – ikke mindst for søskende. Vi er opmærksomme på, at dette ikke bliver for overvældende for nye børn. Derudover kommer der skolebørn og læser højt for børnehavebørnene en gang om ugen.
Om eftermiddagen kommer børnehavebørn på besøg i SFO’en og SFO-børn på besøg i børnehaven. Vuggestuebørnene er også ofte på besøg i børnehaven. Det hele er en stor succes, som alle nyder gavn af. I løbet af året er der yderligere sociale tiltag på tværs af vuggestue, børnehave, SFO, klub og skole.
I SøLøVen vægter vi forældresamarbejdet højt. Vores hus er præget af et åbent og respektfuldt samarbejde med plads til alles meninger. Vi anser den daglige dialog og information, personale og forældre imellem, for yderst vigtig.

Det æstetiske børnemiljø
SøLøVen er af nyere dato og dermed i en god vedligeholdelsestilstand. Huset fremstår som en lys og indbydende institution. Vi bestræber os på altid at opretholde en vis orden. Det, synes vi, generelt er lykkedes for os, men står valget mellem at tage sig af børnene og at tage sig af rod, så vinder børnene.
Indendørs bestræber vi os på, at der er en varm og hyggelig stemning med mange ting i børnehøjde, som børnene må lege med. Vi har blomster på stuerne og ofte lys på bordene og bestræber os på at have en hyggelig stemning, når vi samles til måltiderne. Når børnene har fødselsdag, pynter vi med flag og lys.
Børnenes kreative ting bliver synliggjort, når der hænges op eller udstilles på anden vis. Det nyder børnene meget og er meget bevidste om, hvor deres egne ting er.
Vi samler ting fra naturen ved f.eks. strand, skov og legeplads, som er med til at gøre børnene nysgerrige og åbne for ny viden.
Udenfor har vi en stor naturlegeplads med legeredskaber. Vi har fuglefløjt og egern, der pludselig kommer springende og masser af naturmaterialer (pinde, kogler m.m.), der giver anledning til brug af fantasi og kreativitet. Vi ser på, hvad der optager børnene og prøver at gøre det muligt for dem at fordybe sig i det, der interesserer dem (vha. forstørrelsesglas, spande, opslagsbøger m.m.).

Sundhed
Kost
I SøLøVen er der mulighed for at få morgenmad, som består af havregrød, havregryn eller cornflakes. Hertil serverer vi økologisk mælk.
Barnets medbragte madpakker spises til formiddagsmad og frokost. Til formiddagsmad laves et fælles frugtfad. Eftermiddagsmaden består af brød og frugt medbragt hjemmefra. Her bydes børnene også på et fælles frugtfad.
Vi har i forældrerådet snakket sund kost og besluttet at hænge en kosthånd og billeder af sunde madpakker op til inspiration.
Én gang om måneden har vi smør-selv-dag, hvor alle børn medtager noget til frokostbordet. Vi drikker vand til maden.

Hygiejne
Børnene vasker hænder efter toiletbesøg, inden alle måltider, og når de har været på legepladsen. Vi snakker med børnene om vigtigheden af at vaske hænder.

Sygdom
Vi modtager ikke syge børn i institutionen og ringer til forældrene, hvis barnet bliver sygt i løbet af dagen. Vi informerer forældrene ved opslag, hvis andre børn har smitsomme sygdomme. Vi henholder os til Sundhedsstyrelsens retningslinje for, hvornår barnet igen må komme i institution.