Co-teaching

Der er over de seneste par år blevet skrevet en del om co-teaching. Det er en praksis, som går ud på at være mere end en lærer i undervisningen. Det vigtige i den måde at undervise på er, at man er fælles om undervisningen, og man indgår på lige fod i planlægning og udførelse. Der er ikke en lærer, der “bare” kigger på eller “bare” er til stede. Hos os er der fokus på store stamhold. Elevgrupper på op til 57 i år. Hvordan kan det lade sig gøre? Bliver eleverne ikke overset? Er det ikke bare det samme som i folkeskolerne så, hvor man har klasser på 28 elever? Det er det ikke, fordi vi er to lærere til eleverne, og 57 elever til to lærere vil aldrig være det samme som en lærer til 28. Det vil vi meget gerne i dialog om.

Det moderne begreb co-teaching beskriver noget af dét, vi gør og har gjort i snart 10 år på Friskolen Skallerup, og så beskriver det alligevel ikke det hele. To-lærer-ordningen hos os skal også ses i lyset af temabaseret undervisning og projektorienteret undervisning. Når man er alene i en klasse med 28 elever, har  man travlt. Man skal holde øje med alle elever alene. Man skal nå rundt til alle individer alene. Man skal enten kunne rumme at nå rundt til dem siddende forskellige steder på skolen, eller også har man for nemheds skyld dem alle til at sidde i klasseværelset, og så skal man nå rundt til dem alle 28 inde i klasseværelset – alene.

Hos os er der to lærere til 57 elever. De sidder i grupper og arbejder sammen om et tema ud fra et problem eller en opgave. De får hjælp i gruppen og dermed typisk fire elever ad gangen. Ved siden af dem sidder en anden gruppe, som lytter med, da gruppen får hjælp, og det hjælper også dem videre. Otte elever har fået hjælp på en gang – måske endda flere. På vej videre til andre elevgrupper krydser lærerne hinanden og får lige talt om, at grupperne på biblioteket får brug for mere ro, og gruppen med Kina som emne er stødt på vanskeligheder. De skal lige hjælpes massivt, så den ene lærer placerer sig i klasselokalet sammen med den gruppe for en stund. Den anden lærer er på resten og går rundt mellem dem.

Hele tiden i løbet af en hel skoledag er der to lærere, der kan sparre med hinanden, kan hjælpe hinanden med at flytte fokus hen på den elevgruppe, der har behov for hjælp, kan bevare overblikket sammen om de næste mål for hver enkelt elev osv. osv. Desuden ser eleverne lærerne interagere med hinanden, samtale over emnet og temaet, reflektere over opgavernes sværhedsgrader osv. De kan kalde elevgruppen sammen i løbet af ingen tid, hvis det ser ud til, at flere elever har brug for en ekstra gennemgang af en færdighed, eller de kan evaluere på undervisningen i løbet af en lektion og vurdere, at det giver anledning til frustration, at en gennemgang var for kort eller for svær at forstå. Lærerne har hele tiden en sparringspartner. Eleverne kan hele tiden få øje på en lærer og kan få hjælp. Vigtigst af alt er der hele tiden to lærere til at aflæse, forstå, afklare, vurdere og evaluere på undervisningen, på elevernes udbytte, på elevernes trivsel ikke mindst og på, hvad næste skridt bør være for den enkelte elev.

Vi har denne ordning, fordi det er den, der giver bedst mening. Det er den måde at undervise på, der rykker flest mulige på en gang. Det er den undervisningsform, der er mest liv og udvikling i for både elever og lærere. Det er samtidig også vigtigt at understrege, at det ikke bliver endnu bedre af at være endnu flere lærerkræfter på samme antal elever. Det er også afprøvet, og det er der adskillige fælder og faldgruber i, og derfor er det med stor ro i maven og ene gode begrundelser og argumenter, at vi nu er to lærere på 57 elever på Karlsvognen. Fordi det giver bedst mening.