Der er stor forskel på, hvad de danske friskoler bruger deres frihed til. På Friskolen Skallerup betragter vi ikke kun vores frihed som en gave, men også som en pligt og et ansvar. Vi har pligt til at bruge vores frihed til at drive anderledes skole. Vi har et ansvar for at lave et alternativ til folkeskolen. Vi er forpligtet til at bruge denne frihed til virkelig at gøre dét, der giver mening.
Lige nu bøvler folkeskolen med lærermangel. Seminarierne bøvler med ikke at kunne uddanne nok lærere. Hvor er det synd! Lærerfaget er vidunderligt. Når det nu forholder sig således, at der er for få lærere og for få studerende, er det bare endnu mere ærgerligt, at folkeskolen ikke må ansætte andre kompetente uddannede gode mennesker, som har en anden relevant uddannelse og alle mulige andre gode værktøjer i bagagen til at kunne undervise. Det kunne være erfaring med formidling. Det kunne være en linje på universitetet, som rent faktisk endda måske kunne bidrage til at højne faget i grundskolen.
På Friskolen Skallerup benytter vi os blandt andet af friheden til at have kompetente folk ansat uanset uddannelse. Vi mener selv, det giver rigtig god mening. Spørg gerne kritisk til, hvorfor og hvordan vi ser det som et godt supplement til lærerstaben at have universitetsuddannede mennesker til at arbejde som lærere. Det er en spændende og vigtig debat. Vi gør det, fordi det giver mening.