09.06.25
I fredags ansatte ansættelsesudvalget team Nordlys og team Friskolen Skallerups nye lærer. Hun hedder Stefanie Sommer Foss, og hun skal overtage Janes plads hos os efter sommerferien. Vi aftaler snarest den dag, hvor Stefanie skal op og se skolen ordentligt – altså, når der er elever. Hun glæder sig! Stefanie bliver færdig som lærer til sommer, er 28 år og bor til dagligt i Nørresundby sammen med sin mand og sine to små børn. Stefanies fag er dansk, kristendom og madkundskab, og hun er frisk på at tage tysk og andre mulige fag. Hun har arbejdet som vikar på to skoler, hvor hun også har taget en del andre fag end sine egne. Hun er frisk med gode idéer til tysk og ikke mindst til temabaseret undervisning med plads til en masse praksisfaglig undervisning i form af værksteder og en hel del “hands on”. Vi glæder os helt vildt til at blive inspireret til en masse nyheder direkte fra seminariet. Glæd jer så meget til at møde et fantastisk friskolemenneske og en fagligt stærk udskolingslærer og tag rigtigt godt imod Stefanie!
20.05.25
14.05.25
Der er gang i mange ting på vores lille friskole for tiden. Hold nu op, hvor der sker en masse spændende ting. 9. årgang går til afgangsprøver, og det summer af forberedelser, forår og færdiggørelser. Der var i dag besøg af TV-Nord, som havde lavet en lille dækhistorie om, at de ville filme en skole, der bruger udeliv en del, fordi det skulle være optakten til Naturmødet den 23. maj. Eleverne på Karlsvognen slugte den råt – de var helt med på, at det var en god idé at komme og filme dem, for de har jo i den grad gang i udeliv. Vi er intet mindre end flyttet ud for at starte et nyt samfund og leve som outlaws, så der var en masse udeliv i gang! Overraskelsen blev derfor stor, da eleverne inde fra Udehuset pludselig så en bil komme kørende op foran vinduerne i Udehuset med en stor tekst på siden af bilen – Naturmødet! Den blev ikke mindre af, at der ud af bilen kom fire voksne mennesker med en stor plakat med teksten Vinder af Naturtalen er Karlsvognen på Friskolen Skallerup! Jeppe, Elias, Carl og Villum har simpelthen hevet sejren hjem til hele Karlsvognen og har vundet intet mindre end pladsen på scenen i Superdome på Naturmødet fredag den 23. maj kl. 9.00, overrækkelse af talen til miljøministeren samt besøg af Vicky Knudsen på næste onsdag! Hun kommer simpelthen i egen høje person sammen med en veninde, som også er en kæmpe naturnørd og tager os med ud på en bioblitz i vores egen natur! Det er da fantastisk. Heldigvis for os har komitéen også fællesskab lige så meget på sinde som os, så det er ikke kun en gruppe, der vinder. Det er hele “klassen” og i vores tilfælde hele Karlsvognen. STORT TILLYKKE!
15.04.25
Siden sidst har der været afholdt Generalforsamling, og det er da i sandhed en spændende nyhed at kunne berette om til jer. TAK til de fremmødte, for selvom aftenen jo udelukkende er bestyrelsens, er det nu alligevel også rart for personalet at se opbakningen fra forældrene. Tak til jer, der kom – forhåbentlig havde I en god og spændende aften, som I kan fortælle om til alle dem, der desværre ikke kunne komme. Denne gang var maden fra Lønstrup Madhus, og dét kunne bestemt også noget!
Af andre nyheder kan vi nævne asfaltprint i skolegården, som tre raske unge gutter fra Sjælland lige kom og fik lagt på, men vi afholdt Trivselsdag på friskolen. Det var simpelthen bare en fed proces at få lov til at følge. Vi lukkede skolegården af, så de fik arbejdsro, og de var dybt imponerede over, at når eleverne havde fået at vide, at de ikke skulle være der, så overholdt de det, selvom vi ikke have afspærringstape oppe. Det var aldrig gået i København, sagde den ene. De var yderst tilfredse med arbejdsforholdene i det hele taget, for ud over, at børnene hørte efter, var vejret fantastisk, himlen var blå, og asfalten spritny! Det tog dem også kun godt 5 timer alt i alt. Nu står der en knivskarp taltavle fra 0 til 100, der er to King-baner, så Anders Vestergaard får ro til andre opgaver for de næste mange år, tænker jeg. TAK for din ihærdige indsats med at strege baner op gennem årene, Anders! Der er cirkler på toppene, så de kan bruges til et væld af aktiviteter og lege for alle aldre. Vuggestuebørnene kommer også somme tider trillende ned ad bakkerne på deres scootere, og særligt Søløve-Patruljen har anvendt skolegården meget til cykling, så der vil også være aktiviteter i skolegården for alle aldre med de nye print. Desuden er der blevet tegnet pletter, der leder vejen ud til sansestien inde fra skolen, og sidst, men ikke mindst, er der væddeløbsbaner på tværs af skolegården. Der kan man løbe om kap og rulle om kap, hinke, hoppe, sækkeløbe og alt muligt andet om kap på de tværgående baner. Vi synes selv, vi er nået i mål med noget ganske fedt.
Sidst, men ikke mindst kommer vores støttelærer, Christel, tilbage efter at have været væk i nogle uger. Charlotte var inde i en virksomhedspraktik, og hun dækkede derfor Christels skema, så de elever, der plejer at have Christel, er ikke blevet snydt. De har fået tid med Charlotte i stedet for. Vi takker Charlotte for at have hjulpet os i en tid uden støttelærer, og vi håber, du finder din rette hylde. Velkommen tilbage til Christel. OG velkommen til Anne-Sofie, som er i praktik hos os og ville gerne se en skolesekretærs opgaver. Gitte har sagt ja til at tage Anne-Sofie ind under vingen sammen med skoleleder. Sammen får vi hver dag stykket nok arbejde sammen til en meningsfuld og varierende dag, så Anne-Sofie føler sig velkommen og ønsket. Det er et rigtigt godt match, og Anne-Sofie knokler på med krum hals, så giv også lige hende et vink, når I kigger ind.
23.03.25
Der sker hele tiden en masse spændende ting. I løbet af de sidste tre uger har vi været en del ude i den store verden og har hentet en masse inspiration med os hjem. Først var Bodil afsted på Trivselskonferencen i Odense, hvor Trivselskommissionen blandt andet var repræsenteret. Dernæst var Louise og Bodil afsted på kursus i Aarhus, hvor det omhandlede Restorativ Praksis. Det handler om trivselsforebyggende indsatser samt de indsatser, man kan sætte ind med, hvis der allerede er opstået mistrivsel. Det kom der en masse godt og spændende ud af, og et af værktøjerne er allerede i gang med at blive implementeret. Det er en form for videreførelse af vores allerede velfungerende klassemøder udarbejdet for en del år siden af Helle Høiby. De hedder fællesskabende cirkelsamtaler og bliver om ikke så længe beskrevet på vores hjemmeside. Sidst, men ikke mindst, var Michael afsted på Big Bang Konference i Odense onsdag og torsdag i den forgangne uge og er kommet hjem med en masse inspiration til vores udeundervisning i bagagen. I er altid velkomne til at stikke hovedet ind og spørge ind til det, hvis I har brug for at få noget af det uddybet.
22.03.25
Vi har hele dette skoleår haft glæde af Christel som vores støttelærer. Hun er for nuværende fraværende, men hendes timer bliver lige nu dækket af Charlotte, som har været lærer i 21 år. Hun er hos os i en fire ugers praktikperiode. Den første uge er allerede gået! Velkommen til Charlotte.
Vi skal også sige velkommen til en ny skolepsykolog. Hun hedder Nadia. Hun er fremover vores faste psykolog hos PPR og skal følge efter Freja, som har været tilknyttet vores friskole gennem 8 år. Det er lidt vemodigt, for vi har været utroligt glade for Freja, og vi er den skole, hun har arbejdet sammen med i længst tid. Det vil også sige, at hun kender lærerne, temabaseret undervisning og vores sted rigtigt godt. Det betyder meget i det samarbejde, så vi kan kun sige hende stor tak for tiden hos os. Vi tager også rigtigt godt imod Nadia, og hun er også rigtigt dygtig og kompetent, så det skal nok blive godt.
09.03.25
Vores nye asfalt bliver pyntet! Der er bestilt print til skolegården, som bare lige skal igennem en finpudsning, inden den endelige plan bliver lagt i støbeskeen, og måske når vi i mål inden sommerferien. Der er i hvert fald blevet tegnet en rigtig fed plan for, hvad der skal være i skolegården, så det kan anvendes mest muligt af flest mulige hele året og i temabaseret undervisning såvel som frikvarterer. Vi glæder os!
26.02.25
I morgen, den 27.02.25, udkommer Friskolesangbogen. Den er også på vej til Friskolen Skallerup, og vi glæder os helt vildt. Der er også en håndbog i fællessang med til den, og den har vi også købt. Vi vil hele tiden gerne gøre vores fællessang endnu bedre, for vi har både elever, der elsker at synge sammen og elever, der ikke deltager. Vi ved fra forskere, at det bare er sundt at synge sammen, men vi synes jo egentlig slet ikke, det er nødvendigt at lytte til forskerne, for hvis man giver sig hen til fællessang, vil man kunne høre, mærke og se, at der opstår et fællesskab og en samhørighed og en glæde, når vi synger sammen.
Hvis I som forældre skulle have interesse i at blive klædt på til at støtte op om vores store ønske om at fremme sangglæde ved fællessang overfor jeres børn, så kan I lytte med her på disse to podcasts lavet af Friskolernes Magasin. Afsnit 2 er med de to skønne korledere, der har afholdt Friskolernes Kordag hos os nu i tre år.
https://www.buzzsprout.com/1116419/episodes/16637369
https://www.buzzsprout.com/1116419/episodes/16637384
God lytning ønskes I af bestyrelse og medarbejdere! Vi glæder os til at synge sange fra den nye friskolesangbog med jeres børn 🙂
23.02.25
Der er hele tiden nye bøger på vej til friskolens bibliotek. I den kommende tid vil der også være bøger, der finder vej hjem til nogle af eleverne. Det skyldes en gave til friskolen, så vær ikke i tvivl om, at det er helt rigtigt, hvis jeres børn over de næste dage kommer hjem med spritnye bøger, som ikke skal koste noget, og som er jeres barns bøger til evig arv og eje. Det skyldes et af de helt specielle heldige øjeblikke, vi ikke sjældent oplever, fordi nogen har os meget positivt på sinde, og som derfor gerne vil skænke os en gratis gave. Denne er én af de noget større gaver, vi har modtaget, men giveren har bedt om diskretion, så derfor bliver det ikke posted og offentliggjort, men man må meget gerne komme og spørge 🙂
20.01.25
Else har sidste arbejdsdag fredag den 31.01.25. Hun har fået lov til at skræddersy sin afslutning. Den kommer derfor til at bestå af en lille komsammen i arbejdssammenhængen – altså, med kolleger. Vi ønsker at efterkomme Elses ønske, da det er hendes dag. I er selvfølgelig helt utroligt velkomne til at stikke hovedet ind til Else for at sige på gensyn både i dagene op til og i løbet af formiddagen den 31.01. Else har tilbudt at kunne komme og tilbyde konsulentbistand efter behov, og eftersom hun fortsat har børnebørn i huset, vil I stadig komme til at se hende.
19.01.25
En lysfest har endnu en gang set dagens lys og er afviklet på bedste vis! Tænk sig, at vi har så mange skønherlige friskolefamilier, der bare så gerne vil være fælles om at bære lyset ud sammen med os – dét er fantastisk! Det var så god en aften med så mange dejlige mennesker – TAK af hjertet for så god en opbakning. Det betyder bare så meget, at man udviser sammenhold og styrker fællesskabet på den måde. Vibe holdt tale, og det gjorde hun bare godt og fik os alle til at se op og se ud på egnen! Her er vi, og dét her har vi sammen! To fædre gav den med erfarne og sikre hænder gas på hver sin guitar sammen med vores Anders til de sange, vi har tradition for at synge til lysfesten for at fejre, at vi går mod lysere tider, hvorefter vore skønneste spejdere hjalp til med allerede tændte bålfade, fakkeltænding og afslutning ved bålpladsen bag børnehaven, da lyset var blevet båret hele vejen ud på Synergivejen. Sammen sluttede vi dagen af med friskolesang og godnatsang, varm suppe og dejligt samvær. Tusind tak.
I dag har vi afviklet en lige så dejlig forældrearbejdsdag. Så mange skønne projekter blev søsat og sejlet i sikker havn. Der er blevet malet i Nordlys – de har virkelig fået kastet lys over et lokale, og det kan man kun knuselske og blive voldsomt glad af at være i. Der er gjort rent over hele linjen helt fra Udehuset til Musikhuset og alt der imellem! Det er simpelthen en fornøjelse. Der er blevet plastet bøger på biblioteket, fjernet støv på lamperne og nullermænd bag reolerne. Der er vasket gulve, pudset vinduer, støvsuget, støvet af, sorteret bøger, luftet ud på lærerværelset, støvsuget stoleben på lærerværelset og givet den en ordentlig skalle på kontoret! SFO blev ryddet op i alle ender og kanter, og i SøLøVen blev der også knoklet både ude og inde. Wauw! Og når noget så alligevel er glemt her, så er det ikke af ond vilje, for alle opgaveløsninger var fantastiske! Endnu en stor TAK skal lyde i forhold til denne dag! Sammen kan vi bare så utroligt meget – TAK.
09.01.25
Rigtigt godt nytår, alle kære friskolefamilier!
Vi er kommet godt i gang efter en lang og forhåbentlig dejlig juleferie rundt omkring i de små hjem. Vi har nydt en skøn opstart, og hvor var det bare vildt godt at se de mange, mange familier, der havde trodset snemasserne og havde fået afleveret børn på den ene eller den anden måde – oven i købet på trods af en rute 80, hvor bussen sad fast i Lønstrup i 4 timer!
I går blev det store flyttedag på kontoret, hvor Gitte rykkede ind ved skrivebordet, som Else har siddet ved i 11 år. Der sidder Gitte fra nu af, og det betyder, at det som oftest vil være Gitte, I møder i telefonen og bag computerskærm og skrivebord, når I stikker hovedet ind på kontoret. Sådan har det været siden kl. 7.30 i morges, og sådan vil det være i fremtiden. Børnene har vænnet sig til at sige: Må jeg gå ind til Gitte og få plaster på? Så dét er der også helt styr på. Det har været en helt igennem spændende proces indtil nu, og trods det store tab, det bliver at sige farvel til Else ved udgangen af januar, så er det rart at mærke, at dét her nok skal blive – og allerede er – rigtigt, rigtigt godt! Tag fortsat godt imod Gitte, når I nu også vil møde hende i telefonen og bag tasterne.
20.12.24
Fra juleferien til vinterferien må eleverne i Nordlys igen have deres telefoner på sig. Karlsvognen skal fortsat aflevere dem i kasser på 3.-5. årgang, og 6. årgang skal have dem i deres tasker. Efter vinterferien laver vi sammen med eleverne en evaluering på, hvilke fordele og ulemper der har været i de to perioder.
06.12.24
På en uge har vi nået både at have juleklippedag på friskolen med besøg af rigtigt mange skønherlige familier og venner. Vi havde en rigtig hyggelig dag – TAK for dét! Vi har nået at have besøg af to håndfulde søde mennesker, der kunne hjælpe vores praktikanter i Nordlys med at belyse fortiden, nutiden og fremtiden, og det var bare skønt at mærke sammenholdet i lokalsamfundet og mærke, at når man rækker hånden ud, så er der altid hjælp at finde. TAK for dét! Og så er vi nået til vejs ende med tre lærerstuderendes praktikforløb på 6 uger. Nu er der kun tilbage og sige TAK til dem for seks spændende og anderledes uger.
22.11.24
Tirsdag 19. november fik vi ansat Gitte Brøchner Larsen til stillingen som forretningsfører på Friskolen Skallerup. Det er vi meget glade for og glæder os til at byde hende velkommen. Else har været så elskværdig at tilbyde en overlevering med Gitte, så fra og med mandag den 2. december vil I af og til se to skønne, rare og imødekommende kvinder bag skrivebordet i forkontoret, så stik gerne hovedet ind, hvis I alligevel er i huset og byd Gitte velkommen til. Vi er glade for, at Gitte har mod på og lyst til at være med i flokken her hos os. Gitte har blandt andet været ansat på en folkeskole tidligere, så hun kender til en stor del af de opgaver, det medfører at være forretningsfører – også dét at sætte et plaster på og være den rare omsorgsperson inde på kontoret 🙂
09.11.24
TAK til alle, der støttede op om vores musical og ugen op til skolefesten i går aftes. Vi har haft en emneuge med fokus på at få stablet musicalen “Ronja Røverdatter” på benene. Manuskriptet er venligst udlånt af Hvidovre Ungdomsteater. Emneugen var organiseret på værksteder: korsang og koreografi, musik og band, scene/lys/lyd, kostumer og kulisser, PR, skuespil. Vi hyrede hjælp ind fra Nørlev i form af dramalærer Julie fra Sjælland, som havde besøgt skolen på et tidspunkt for at spørge, om vi kunne bruge hendes hjælp til noget. Julie er oprindeligt højskolelærer, har en lejlighed på Frederiksberg og bor i sommerhus i Nørlev meget af tiden og var bare blevet optaget af den lille friskole, der lå i nærheden af sommerhuset. Julie sørgede for scene og scenetæpper til os ved hjælp af gode kontakter. Julie har arbejdet på højskole med drama i mange år. Vore tre praktikanter Sabrina, Esther og Maja gjorde også en ihærdig indsats og sled for eleverne og for musicalen. ALLE 130 elever og deres voksne har givet en ordentlig skalle for at være klar til generalprøve fredag formiddag, hvor vi både fik besøg af bedsteforældre, lokale, forældre, venner og bekendte, indskolingen fra Poulstrup Friskole, indskolingen fra Vedsted Friskole samt ikke mindst vores egen SøLøVen. Det var en rigtig god oplevelse! Fredag aften 17.30 stemplede alle vore friskolefamilier ind til den store finale! Tusind tak for opbakningen! Hvor var det stort!
Som en af lærerne sagde efter forestillingen: “Jeg synes virkelig, den her uge har været et virkelig godt eksempel på, hvad vi hver især kan, og hvad hver vores brik kan gøre i et magisk puslespil. Det er unikt, og man ved det kun, når man har været i gamet i mange år! Når vi siger, at ALLE elever og voksne har udfyldt en vigtig brik, så ved vi kun selv, hvad det egentlig betyder!”
Efter forestillingen var der mad, salg af øl og vand, kaffe og kage serveret ved borde inde i Skalleruphallen, som vi er så heldige at få lov til at benytte os af til arrangementer som dette. Alt dette er muligt grundet opbakning fra forældre og lokalsamfundet. Det er forældre, der har stået for mad, for bordopstilling, for kaffe og kage og for salg af øl og vand. Det er personale og forældre, der er med til oprydningen lige til det sidste med alt, hvad det indebærer af nedtagning af scene og scenetæpper, borde og stole, kulisser og instrumenter og alt det andet! Tusind tak for det hele! Hvor var det bare en rigtig god uge op til for alle børn og voksne, og hvor var det bare en god aften med skolefest fra 17.30 til 20.30, hvor de sidste kunne lukke og slukke kl. 21.30.
06.11.24
Vi har købt en fiskekutter! Det gjorde vi allerede tilbage i august, og da landede den også i lokalområdet, men ikke hos os. Den kom i dok hos PileByg, som var så søde at låne et antal kvadratmeter ud til os på deres matrikel. Nu blev vi langt om længe klar til fiskekutterens sidste sejlads i forgårs, hvor den blev landet ude på græsset foran Udehuset. Der er blevet arbejdet flittigt af frivillige hænder og af ansatte og af elever på at få kutteren stabiliseret, så den kan bruges som legeredskab. Det øjeblik glæder vi os virkelig til! Vi ELSKER den!
27.10.24
I den næste tid vil vi sætte fokus på ordblindhed på forskellig vis. Det er noget, vi gør en del for at klæde eleverne på til at leve godt med, og derfor vil vi gerne klæde deres kammerater godt på til at forstå et liv som ordblind. Som forældre til ordblinde kan man med fordel besøge Jespers hjemmeside: https://etlivsomordblind.dk/
23.10.24
I løbet af de næste 24 timer vil vores ny reklamefilm blive lagt ud på Facebook og her på hjemmesiden! I kan godt glæde jer til en helt ubeskriveligt flot indsats fra jeres børn og et færdigt produkt, som vi kan være stolte af. Læn jer tilbage og nyd synet, når filmen går i luften! Rigtig god fornøjelse!
08.10.24
Vi har i SøLøVen (alle i børnehaven og et par af de ældste vuggestuebørn) været på den dejligste tur til Aalborg Zoo, hvor vi drog 30 børn og 8 voksne afsted. Som led i vores projekt SøLøVe, havde vi booket skoletjenesten i Zoo til at fortælle/vise os om SøLøVer mm. Vi så skeletter, skind mm. og så søløverne spise og lege i vandet. Vi så selvfølgelig også mange af de andre spændende dyr. Vi var så heldige at have ansøgt/fået penge fra Nordea Fonden til denne tur.
16.09.24
I uge 42 bliver skolegården og SøLøVens parkeringsplads asfalteret! Vi får simpelthen helt ny asfalt, og vi glæder os helt vildt!
Desuden har sponsorudvalget samlet sponsorkroner ind fra lokale selvstændigt erhvervsdrivende til en reklamefilm! Det er vi så taknemmelige for. Arbejdet går i gang på torsdag, og det bliver utroligt spændende.
26.08.24
Allerede nu er der bare så meget nyt at berette. Første skoledag forløb så dejligt med stort fremmøde af forældre og bestyrelsesmedlemmer. 0. årgang havde første skoledag mandag eftermiddag, og det har vi evalueret på. Det kunne have været bedre med søndag eftermiddag eller at rykke alles første skoledag til tirsdag, for vi manglede 0. årgang om morgenen, da vi sang skoleåret i gang.
Vi har haft Nordlys på rystesammentur i Fun Farm, og det var en stor succes. I dag har 7. været i Aalborg Zoo. Karlsvognen har været på tur til Sønderlev, Lønstrup og Vennebjerg/Vennebjerg Mølle. Nordlys har været online med Grønland og Færøerne sammen med en masse andre danske skoler, og Mælkevejen har bare klaret det godt at være i skole i 14 dage og har oplevet en masse sjovt sammen både indenfor og udenfor.
Vi har haft forældrearbejdsdag med stor opbakning, så vi har tænkt os at lade skoleårets første forældrearbejdsdag ligge efter skolestart. TAK for dét! I løbet af forældrearbejdsdagen skiftede fire små væsener bopælsadresse fra Højene Skole til Friskolen Skallerup. Det er fire axolotler, der er lånt ud til os i et år. Det er vi bare SÅ spændte på! De klarede flyttet flot og har været vældigt nysgerrige i dag – i hvert fald de to af dem. Der er tre grå og en hvid/lyserød. Den hvide/lyserøde hedder Ulla, men de andre må vi selv finde navne til, så det bliver spændende!
TAK for en god opstart hele huset rundt.
23.06.24
I fredags drog Mælkevejen og Karlsvognen afsted til dyrskuet. Mælkevejen var afsted med bus, en lærer en pædagog og en frivillig friskoleforælder – TAK for hjælpen! Karlsvognen drog afsted på cykler, og det udgør en slange af cyklister, som langt overgår “Ti små cyklister”, men heldigvis er der generelt ikke nogle sammenligningspunkter med den sang, for vi får alle med os frem til destinationen. Vi havde en rigtig dejlig dag med høj sol og godt humør – både på Mælkevejen og på Karlsvognen. Hjemme på friskolen boltrede Nordlys sig. 9. årgang havde deres sidste prøve torsdag, 7.-8. har afsluttet prøve i det praksisfaglige område, og der blev ryddet op og smidt ud, så der kan komme ny luft ind til et nyt skoleår! Tænk sig, at vi nu kun har 5 skoledage tilbage.
08.06.24
I går aftes afholdt vi dette års sommerfest. Det var bare en fantastisk dejlig aften! Det var så godt et billede på, hvad vi kan sammen. Det var en sommerfest, der bare emmede af fællesskab, hjælpsomhed og hyggeligt samvær. TAK for deltagelse og TAK til de forældre, der trak det store læs med mad, drikkevarer, kaffe/kage, klargøring og oprydning.
05.06.24
Her i dette blogindlæg vil I kunne følge med i de seneste nyheder, som er af lidt “lettere” karakter end opslagene i Lederen. Her vil I kunne læse om en tur, et indkøb, en udflugt, en gave eller andet nyt og spændende. Det kan være en pædagog, der ønsker at fortælle en nyhed, eller en lærer, der har noget på hjerte. Det kan også være en elev, et elevråd eller et stamhold, der har lyst til at dele noget med jer. Det kan også være et forældreråd, der har lavet noget spændende. Følg med i denne nyhedsblog med et navn, som engang prydede forsiden af et lille skoleblad lavet af elever med nyheder fra skoledagen.