Friskolen Skallerup er kendetegnet ved et højt ambitionsniveau, nytænkning og udvikling til glæde og gavn for skolens elever og det omkringliggende samfund. Et trygt sted at være er et godt sted at lære, og derfor sætter vi relationsarbejdet højst. Fællesskab er omdrejningspunktet, og for at lære i et nærværende fællesskab er trygheden en forudsætning.
Trygheden fremmer vi ved at være ét hus. Omend vi er inddelt i vuggestue, børnehave og tre stamhold på skolen, har vi fælles oplevelser, så alle kender hinanden på tværs af alder. Fx har Mælkevejen, Karlsvognen og Nordlys morgenmotion sammen tre ud af fire motionsmorgener, og børnehaven deltager i samling i skolens fællesrum hver torsdag. De små bliver trygge ved de store, og de ældste lærer at tage ansvar for de yngste.
Vi vægter brobygning højt. Børnene besøger hverdagen inden et stort skift fra vuggestue til børnehave, fra børnehave til Mælkevejen osv. Nordlys brobygger med efterskoler og ungdomsuddannelser.
Døren står altid åben, og vi foretrækker det fysiske møde. Ønsker du at kende til os på forhånd, foreslår vi, at du tager et kig rundt på vores hjemmeside, inden du kommer.
Det er vigtigt for os, at man selv kommer ind og mærker stemningen og atmosfæren i huset, men vi er også altid villige til at svare på spørgsmål og aftaler et fysisk møde på forhånd, så man ikke går forgæves.
Skriv gerne på info@friskolenskallerup.dk eller ring på 43 58 40 99.
Vi glæder os til at tage imod Jer.